It's not you - it's me

Uanset hvordan man vender og drejer det, så er min flirt med San Francisco ved at være slut. Det var kærlighed ved første palmetræ, tågebanke, bakketop. 

I seks måneder har jeg sat hverdagen på stand-by og levet i en lyserød boble. Der har været ingen sure pligter, intet ansvar, og kun en skrantende bankkonto har i ny og næ været årsag til knager i mit blomstrende forhold til byen. 

Men jeg ved godt, det er slut. 

It's not you, it's me. Men jeg er endnu ikke klar til at indse det.

Som tiden rinder ud herovre prøver jeg desperat at klamre mig fast til hver lille detalje, jeg oplever. Jeg indprenter mig den hjemløse, der giver tilfældige turister vejvisning og gode råd i bussen, den hyggelige sniksnak mellem fremmede og sporvognens rute gennem Market St.  Jeg kaster mig ud i solen og prøver at suge al dens energi og uv-stråler, så jeg kan komme hjem og bare tilnærmelsesvis ligne en, der har opholdt sig i Californien i et halvt år. Og jeg bliver sørgmodig hver gang jeg besøger efterhånden gammelkendte steder og ufrivilligt må indse, at det nok er sidste gang jeg slendrer gennem netop den gade, spiser netop den mad eller møder netop de mennesker.   

San Francisco har været god ved mig. Det har været en dans på roser, lutter lagkage og hvad man ellers siger af herlige klicheer. 

Jeg har en mental scrapbog med hjem af uforglemmelige minder.  Jeg glemmer aldrig den imødekommenhed, venlighed og åbenhed jeg har mødt her. Eller hvor øm man kan blive i lægmusklerne af at gå "hen ad" en ganske almindelig villavej. 

Eller hvordan fodboldholdet Spikes desperat kæmper for bare en enkelt sejr. 

Eller hvor irriterende drikkepenge-systemet egentlig er. 

Eller hvor fantastisk godt en cheeseburger med fries smages klokken 3 om natten på Orphan Andy's. 

Eller hvor besværligt det egentlig er at komme med bussen helt til Richmond. 

Eller hvordan det er helt normalt at møde nøgne mænd, langbenede "kvinder" og kyssende rocker-bøsser på gaden. 

Eller hvor dejligt det er at lægge sig hen i Dolores og kigge på alle de underlige mennesker, der går på line, dyrker yoga og samler flasker i parken. 

Eller hvor lækkert det har været at spise på restaurant igen og igen, og kunne spise sig kampmæt i sushi for langt under 100 kroner. 

Eller hvor fedt det var at være til Britney koncert, og hvor sejt det var at Robert Redford lige kom forbi den lokale biograf. 

Eller hvor meget jeg har lært om lukkertid og blænde, San Francisco, fotos historie og Mellemøsten. 

Eller hvor usandsynligt mange valgmuligheder man havde i uni's kantine. 

Eller hvor skønt det er at bælle cosmopolitans til 80 cent på en mandag aften. 

Eller hvor fedt det var at fejre fødselsdag i Vegas. 

Eller hvor sjovt det var at trække i et mareridt af en 80'er promdress og tage til Oscar show. 

Eller, eller, eller....

Jeg kan blive ved. Men alt godt har det med at ende, siger man jo. 

På fredag drager Camilla og jeg mod LA. Fem dage er tilbage og så er det endegyldigt slut. Forhåbentlig kan jeg komme tilbage en dag. Men det bliver jo aldrig det samme. 

Så kære San Francisco. Jeg vil helst ikke sige det, men jeg bliver nødt til det. Det er slut. Det skal ikke længere være os to. It's not you - it's mig, der skal videre nu. Men du vil altid have en plads i mit hjerte.

nedtællingen er begyndt

Så er begyndelsen på enden for alvor ved at sætte ind. I dag var jeg til min første final exam. Det foregik i Visual Storytelling uden den store bævren eller nervøsitet. Ganske lige til multiple choice sag, der burde være i skabet.
På torsdag afleverer jeg mit foto-projekt, næste mandag er der San Francisco-eksamen (den bliver hård!) og torsdag den 21. runder jeg af med en eksamen i mit Mellemøst-fag (der bliver endnu værre). Og det var så det. VILDT! Jeg har mindre end to ugers skolegang tilbage! Men heldigvis har jeg jo stadig lidt tid til at lege sommerferie i byen før jeg helt daffer hjemad. Faktisk er der præcis en måned til min planlagte exit fra byen. Derefter står den på et par dages road trip, lidt storbyferie i New York og et par kolde dages naturoplevelser på Island, og så er jeg helt hjemme igen den 26. juni.

Hov. Jeg mødte forresten ingen kendis sidste onsdag... det var da i grunden mærkeligt. Men en af mine veninder mødte Tracy Chapman. Det må da tælle lidt.

Så mødte jeg lige Robert Redford...

Ja, sidste onsdag hang jeg jo ud med Britney, og denne onsdag var det så Robert Redfords tur til at løbe ind i mig. Den kære Robert, var et smut i Castro i forbindelse med den International Film Festival, der løber over lærredet for tiden. I Castro Theatre viste de i aften Butch Cassidy and the Sundance Kid og i den anledning kom den aldrende, rynkede og talentfulde skuespiller forbi biografen til et interview inden filmen.
Rebecca havde opstøvet af RR ville komme til mit hood, så vi løb op til biografen med hvert vores kamera dinglende om halsen. Vi nåede den røde løber lige i tid til at en knap så star-agtig SUV holdt ind til siden og ud kom aftenens hovedperson. Det var selvfølgelig et stort øjeblik.
Og nu kan jeg kun tænke på hvilken kendis, der er så heldig at møde mig næste onsdag...

en billed-update

Egentlig oprettede jeg i sin tid en blog for at kunne lægge billeder ud...
Nu har jeg så ikke haft et eneste fotografiskindslag siden den 25. februar, så det er vist på tide, at jeg viser lidt af det jeg har oplevet gennem de sidste to måneder.

Tilbage i marts tog jeg på en road trip til Arizona sammen med Maria (DK) og Carlijn og Eva (begge Holland).

Målet for turen var Grand Canyon. Min logik siger mig, at hvis man kører syd på og ind i landet, så burde vejret alt andet lige blive varmere. Men nej. Jeg skal tydeligvis ikke være meteorolog. De første dage kørte vi gennem stegendehed ørken, men da vi endelig nåede målet, begyndte det at sne! What?!! Det havde jeg ikke lige set komme, så det medbragte sommertøj, var måske ikke lige det mest optimale jeg kunne have smidt i kufferten. Men det gik og vi havde en god tur. Grand Canyon er et helt fantastisk syn! Især når det, som her, trækker op til uvejr.

På turen kom vi også forbi Sedona, hvor er der nogle meget berømte Red Rocks (jeg har aldrig hørt om dem....)

Så har jeg jo også haft besøg af mine kære forældre. Det var dejligt at se dem igen og få besøg i det hele taget. Jeg slæbte dem blandt andet med til en base ball kamp. ... og vi tog også turen til Alcatraz.

Påskedag var vi forresten forbi Dolores Park, hvor der var en utrolig farverig påskefest igang (det jeg har skrevet om på Parentes Slut), som I ikke skal snydes for:

Efter mine forældre forlod mig igen, havde jeg fire dage for mig selv, og så kom Hannah og Julie på besøg. Jeg har virkelig fået leget tour guide i april!

De første fire-fem dage de var her, var byen ramt af en hedebølge. Vejret var over 30 grader, så vi fik skrevet parkbesøg og is på programmet. Ellers stod ugen på shopping, utallige restaurantoplevelser, gay stand-up, BRITNEY koncert, mani-og pedicurebehandling, downtown, chinatown, mission, castro, Berkeley, bøssebarer, billige drinks, fest og en masse andet jeg har glemt.

Det sidste jeg skal fortælle om denne gang, er mit fotoprojekt. Som afsluttende opgave i mit photojournalism fag skal vi følge nogen eller noget gennem de næste par uger. Jeg har kastet mig over San Francisco Spikes, som er et bøsse-fodboldshold. Jeg syntes næsten, at jeg skulle beskæftige mig med the gay community på en eller anden måde, når nu jeg bor hvor jeg gør. De næste par uger følger jeg holdet til deres træning og kampe. Jeg har allerede været med til begge dele. Spillerne er enormt flinke, men der er ikke så mange løse håndled på billederne som man kunne have håbet...

Christina - nu i Parentes

Vil bare lige hurtig gøre reklame for mig selv - og for et nyt internet magasin. Anders Danielsen fra min gamle gymnasieklasse har sammen med to medstuderende fra RUC startet et magasin på nettet - Parentesslut, hedder det. Her kan man læse om 'virkelighedens parenteser' og dem der normalt ikke får playtime i medierne.

På dette fine site har jeg bidraget med en billedbåren historie fra påskesag i min lokale park. Så hvis I vil læse om, hvordan den mandlige "nonneorden" Sisters of Perpetual Indulgence tog krigsmalingen på og fik fyret op under en utraditionel påskefest i San Francisco, så følg linket:

http://parentesslut.dk/?p=1161#post-1161

It's Britney, bitch

Jeg har talt ned siden januar. 

Jeg har gennemlyttet seneste album ned til mindste strofe. 

Og jeg har holdt hyldest karaoke i Vegas. 

I gaar var det endelig aarets vigtigste dag - BRITNEY kom til byen. 

Ja. Den er god nok. Onsdag aften tilbragte jeg i selskab med selveste Britney Spears (og cirka 20.000 andre...) til et brag af en koncert. Til de faa uindvidede, hedder hendes senest album 'Cikus', hvilket selvfoelgelig er temaet for hendes tourne. Det helt store show var hevet frem: der var dvaerge, akrobater, dansere, jongloere, balancemennesker, ild, konfetti, cykler, stripperstange, karatemaend, halvnoegne mennsker, og selvfoelgelig cirkussets ring leader, hovedpersonen, popprinsesen over dem alle, Britney!

Det var kort sagt fantastisk. Maaske var det hele playback 0g maaske glemte hun lidt at bevaege laeberne ind i mellem, men hun og hendes mange dansere leverede et show, der fik salens pop-glade tilskuere til at hvine af fryd i naesten to timer. Det gjorde absolut heller ikke oplevelsen ringere, at vi af urangsagelige aarsager fik opgraderet vores billettter kvit og frit, saa vi faktisk kunne se, ikke bare noget, men stort set det hele (nu var det en rund scene,  saa det ville vaere loegn at sige, at vi kunne se alt...).

Desvaerre var der ingen adgang for kamerer, saa mit moede med frk. spears er ikke blevet foreviget. Men tro mig. Det var stort. 

Psycho bus og visit hjemmefra

Jeg vil lige starte med at undskylde manglen paa de tre sidste bogstaver i det danske alfabet. Sidder paa en af skolens computere... men jeg skal 'do my best' for skrive ord uden.

"The bus driver is not very helpful", sagde en asiatisk turistdame i gaar i bussen. Og det havde hun sandelig ret i. Vi, mor, far og jeg, var endt i bussen fra helvede. Bag rettet sad en chauffoer der kan faa Hitler til at ligne en engel i enhver nazi-film. Med sine stramme skindhandsker og over-size Ray Ban solbriller hamrede han speederen i bund gennem San Francisco's bakkede gader. Folk blev kastede rundt i bussen, mens han tydeligvis havde for travlt til at vente paa at folk fik sat sig ned. Da en hjemloes mand og hans vogn kom ind i bussen, faldt han med det samme ind over intetanende teenagepiger, mens hans vogn tippede rundt og hans mange indsamlede plastikflasker trillede rundt i bussen.
Den asiatiske dame kommenterede chauffoerens grad af service egenskaber, efter hun havde vovet at spoerge ham, hvor Union Square var paa ruten. Uden at ytre et ord pegede han paa skiltet over sig 'No conversation with the driver'.
Da turen efter alt sandsynlighed ville ende enten med et styrt, et crash et brag eller en kidnapning af alle passagerne, besluttede vi os for at flygte mens tid var. Og heldigvis. Det viste sig nemlig at vi befandt os i et rigtig hyggeligt kvarter, hvor det var muligt at indtage en Heinke og en cafe latte, mens vi fik styr paa nerverne.

Som I nok kan hoere, saa er min mor og far kommet! Herligt at se dem igen. Da jeg selv ankom i sin tid var jeg plaget af jetlag i flere dage, men de kom friske og veludhvilet. I stedet for at sidde klemt paa en ubehageligt plads i flyveren blandt de andre doedelige, var de heldige asner nemlig blevet opgraderet til 1.klasse, fordi flyselskabet havde overbooket turen! De var mere friske end jeg var loerdag aften i lufthavnen... De fortalte i lange baner om champagne, tre-retters menuer og flere meters benplads. Ren paradis i forhold til min tur herover, hvor der ikke engang var et fjernsyn paa den 17 timers lange tur. Ja, lidt bitter er man vel altid, men jeg tilgav hurtigt deres held, da det viste sig, at de havde tasken fuld af chokolade, easter eggs, piratos, gajoler og vitaminpiller (!). Mums!

Dagen efter kunne vi uden problemer kaste os ud i en flere timers sightseeing. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og jeg maatte sande, at sorte jeans og sko/sokker er en anelse for varmt i sommervejret. Vi bestemte os for at tage en tur til Golden Gate Bridge, men vi havde ikke lige fattet at bussen kun gik en gang i timen. Efter al for lang ventetid bestemte vi os i stedet for at tage et smut til den smukke havnefront, hvor vi gik en tur langs 'The Marina'. Frokosten indtog vi ved havnekanten under opsyn af gigantiske, sultne maager!
Det var paa turen tilbage til centrum, at vi fik den omtalte bustur. Aftenen endte med dejlig middag paa en fransk restaurant.
Uhhh det er godt at have besoeg.

Den overnaturlige mad...

Jeg skylder vist en opdatering på bloggen... Egentlig ville jeg gerne fortælle vidt og bredt om sidste uges Spring Break, hvor jeg tog en road trip med tre andre piger. Efter et par dages kørsel stod vi ved Grand Canyon i Arizona. Sikke et syn! Men en fortælling om Grand Canyon er ikke det samme uden billeder, og eftersom jeg ikke helt har fået mit spritnye kamera og min ældregamle computer til at samarbejde endnu, vil jeg vente med feriefortællingen. Ligesom historien om, hvordan min ludomani åbenbart også omfatter hestevæddeløb, må vente lidt endnu.

Tilgengæld vil jeg gerne dele et par tanker omkring maden herovre. Ja, der var I heldige, ingen feriebilleder, bare tom snak om æbler og toast!
Men helt ærligt. Maden herovre er uhyggelig. Hvis det her var en gyserfilm, ville æblerne uden tvivl angribe inden natten er omme. They are freaky. Og hvad er der så så lusket ved maden, tænker I nok? Jo...den bliver aldrig, never I tell you, for gammel! Jeg købte på et tidspunkt en pose æbler. Flotte, skinnede og grønne æbler til en rimelig pris. Æblerne blev pænt hældt op i en frugtskål, og så glemte jeg ellers alt om dem. Ind i mellem tjekkede jeg dog lige op på dem - og ja, en uge, to uger, sågar tre uger senere, var de stadig lige grønne og skinnede. Efter de i langt over en måned stadig lignede noget, der kunne lokke enhver Eva og Snehvide til at tage en bid, blev jeg enig med mig selv om, at det simpelthen var for overnaturligt, og smed resten ud.
Men æblerne er ikke de eneste. Også brødet holder sig så friskt, i så lang tid, at man ikke kan blive andet end mistænkelig.
En anden ting ved maden herovre er, at ALT er fyldt med sukker, honning eller kanel. Det kan jo ikke overraske nogen, at nationen er ved at gå til i fedme, når de bogstavlig talt er blevet opflasket med sødemidler! Der er kanel i mine cornflakes, der er honning i mit brød og slikket er så sukkerigt og kunstigt at man næsten ikke gider spise det.
Så vær sød og spis nogle saltesild og groft rugbrød for mig derhjemme, så hapser jeg endnu en mad med honningbrød... Velbekommen

og så tilbage til virkeligheden

Efter en weekend i Vegas virker hverdagen bare lidt mindre neonagtig. Siden sidst har der nærmest ikke stået andet på programmet end eksamenslæsning. Og ja, det er lige så kedeligt her, som det er i DK.
I denne uge har jeg hele tre midterms eksamner. En eksamen herovre betyder ikke nødvendigvis at man behøver vide hvad man læser, man skal bare kunne det udenad. Og når man så læser op til tre fag på en gang, er det virkelig mange termer, definitioner og årstal at holde styr på og adskilt på samme tid!
Den første blev overstået i dag - Visual Storytelling - som jeg regner med bliver den letteste. Den næste er på onsdag i mit San Francisco fag. Her har vi ikke fået nogen nærmere instrukser i, hvad eksamen kommer til at gå ud på, ud over at vi skal kunne hele pensum. Det er en multiple choice quiz, så forhåbentligt går det, men min professor er en mærkelig snegl, der kan finde på at spørge om de underligste, og umiddelbart mest ligegyldige detaljer.
Sidste og sandsynligvis sværeste eksamen bliver i Cultures of the Middle East, hvor det ikke er nok at kunne ting uden ad - vi skal også ligefrem kunne argumentere og begrunde vores svar! Meget ikke-amerikansk-agtigt, men min underviser er selvfølgelig også tysker...

Mit kamera er endnu ikke blevet erstattet, så desværre, ingen billeder.

Viva Las Vegas

Tre dage i Vegas... Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde mit indlæg om denne overfladiske, dybt underlige og helt fantastiske by. Lad mig lige hurtigt slå på plads, at jeg hverken er blevet gift eller gået (helt) fallit.

Las Vegas er fuldstædigt, som man ser det på film. Alt er badet i neon, helt overdrevet stort og fuldstændig plastikagtigt. Jeg har aldrig i mit liv set så gigantiske hoteller - og de bygger stadig flere! Et hotel har New York som tema, det vil sige at hotellet både har Chrysler bygningen og Frihedsgudinden ude foran. Et andet er Paris, så der er Eiffeltårnet selvfølgelig blevet bygget. The Venezian har gravet kanaler rundt om hele hotellet og fyldt dem med italienske gondoler, Tresure Island har en hel voldgrav i forhaven, fyldt med piratskiber og Luxor er bygget som en egyptisk pyramide. Indvendigt ligner de stort set hinanden alle sammen: Ingen vinduer, ingen ure, milliarder af spillemaskiner og spilleborde, overvægtige turister, og utroligt letpåklædte servitrisser (i alle aldre!).

Vi, som i Rebecca, Rune, Maria (fra Danmark), Emily (Australien) og Angie (England) var indlogeret på Saraha Hotel, der er et af byens ældste hoteller. Det ligger for enden af The Strip, som er den vej hvor alle de store hoteller ligger ved. Fint hotel, ikke så fancy, men man tager jo alligevel ikke til Vegas for at sidde på hotelværelset.

Jeg blev selvfølgelig fuldstændig bidt af at gamble, men det vidste jeg egentlig godt på forhånd, at jeg ville blive. Mit yndlingsspil er rouletten. Det gode ved alle casinoerne er, at man får gratis drinks så længe man sidder og spiller. Herligt, tænker man lige umiddelbart, indtil det går op for en, at man på et eller andet plan, lige har "betalt" 50 dollars for en vodka/sprite... Jeg spillede også poker og black jack, heller ikke med det store held. De har alle mulige regler ved spillebordene. Fx må man ikke tage sine kort op med begge hænder, man skal lægge jetonerne oven på sine kort, når man vil "stå" og man må ikke lægge sin håndtaske på bordet (heller ikke selvom den er meeeget lille og glimter af guld).

På en eller anden måde er Vegas indbegrebet af USA - drømmen om den store gevindst, plastikfantastisk og 'jo større jo bedre'-princippet. Og samtig er byen alt det resten af USA ikke er. Man fester hele natten (ellers lukker barerne i San francisco kl 02), man må ryge indenfor (!) og man må drikke på gaden.

Ud over ludomani i udbrud, bød turen også på en tur i limousine og timevis af skønsang. Lørdag ville vi på karaeokebar, så jeg spurgte en mand ved vores hotel, om han kunne anbefale noget. Han viste sig at være limousinechauffør, og han kendte selvfølgelig et sted. Han gav os så god en deal på en tur i den sorte long stretch, at det faktisk var billigere end at tage en taxa - så hvem kunne sige nej til det? Manden kørte os ud til en ret afsiddesliggende kareokebar, som dog vidste sig at være alletiders. Vi fik tildelt vores eget lille rum - meget vip-agtigt - og så kunne vi ellers underholde hinanden med Britney's greatest, Sinad O'Connor og Bon Jovi.

Alle siger, at man selvfølgelig skal opleve Vegas mens man er her, men når man først har været der, så har man også fået nok. Jeg forstår dem ikke. Måske er det et dybt surrealistisk sted, men det er fandeme også sjovt. I'll do it again anytime!

Nu sidder I måske og tænker 'Ja ja, det lyder sjovt, men hvor er alle billederne'? Desværre venter I forgæves. På vej hjem mistede jeg mit dyrbare kamera...

Vin og Vegas

Så er endnu en weekend ved at være gået. Jeg har for længst vænnet mig til at have fri om fredagen, så for tiden nyder jeg fire-dages weekender. Ikke dårligt!

Torsdag aften mødtes jeg med to piger fra min 'Cultes of the Middle East'-klasse på en Ethiopisk restaurant. Hvis man synes at amerikanernes nationalret - burges & fries - er for kedeligt, så er der rig mulighed for at spise sig mæt i mexikansk, japansk, kinesisk, thai, vietnamesisk, russisk, polsk, ungarnsk, you name it, og ja, så selvfølgelig også ethiopisk.
Vores tjernerinde satte et stort fad foran os, hvor der lå noget, der mindede om en kæmpe pandekage. Herefter hældte hun det på, som vi havde bestilt: rejer, spinat og kartofler. På Café Ethiopia får man ikke udleveret kniv og gaffel. I stedet må man forsøge at fange maden op med det dertilhørende brød og ved at rive stykker af underlægnings-pandekagen.
Hvis man ikke er bare for at få fedtede fingre, så er det herligt, anderledes og ret billigt.

Fredag stod den på fransk film. Den internationale filmklub på skolen holder French Film Festival for tiden, så for fire dollar (wow det var mange f'er i streg!) kunne man sætte sig til rette i mørket. Det er meget cool: skolen har rent faktisk en ægte-lignende biograf, og ikke bare et stort lærred i et auditorium. Filmen var 'Chacun Sa Nuit', der er produceret med støtte fra Zentropa. Efter filmen var det bare lige hjem. Lørdag ringede vækkeuret nemlig allerede kl. 6.45!! Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst er stået så tidligt op, det må næsten være da jeg i sin tid skulle til lufthavnen for at flyve herover...

Grunden til det alt for tidlige tidspunkt var, at jeg skulle på Winetasting tur til Sonoma. Sonoma er et område, der ligger 1-2 timers kørsel fra San Francisco. Området er kendt for at producere vin ligesom naboområdet Napa - ja, det var her Mr. Big slog sig ned en overgang...
Vi besøgte tre forskellige steder. Første sted var Sebastiani, der vist er en af de store vinyards. Vi fik en rundtur i noget, der mest af alt lignede et museum og bestemt ikke et autentisk sted - det er i hvert fald ikke her, at de producerer deres vin... Men vi så landets største vintønde - slå den! Vores tourguide fik mig til at undre mig over, hvor vilde amerikanerne er med at få folk til at række hånden op. Det er et meget underligt fænomen. "How many of you are from France, from Italy" etc. Og "How many prefere a Chardonay" og sådan blev hun ved i det uendelige og forventede hele tiden at folk rakte hånden op. Nøjagtig ligesom Noah - en af underviserne i Orientation Week - da han skulle forklare hvordan man køber en mobil i USA: "How many of you have a cell phone", "how many like to send text messages", "how many of you sends more than 10 messagaes a day", "20 messages a day", "50 messages a day". Jeg forstår det ikke. Måske er det bare en måde at få folk til at føle sig inkluderet...

Tilbage til vinsmagning. På Sebastiani kunne man smage 7 vine for 10 dollar. Her vil nogle sikkert tænke "billigt", mens andre og mere su-plagede personer tænker "optrækkeri". Især når man så hvor meget vin man egentlig fik i glasset. En lille bundsjat var hvad det kunne blive til, men det smagte da godt.
Næste sted var langt bedre. En mand og en dame fortalte om deres vinmarker og hvad de producerer. Virkelig flinke og så holdt de ikke igen, når de hældte i glassene. We like.
Sidste sted var et såkaldt slot. Måske har amerikanerne en anden definition af slot, men der var ingen af os europæere, der hoppede på den. Bare fordi man har et stort hus med et enkelt tårnværelse, bliver det altså ikke til et slot!
Alt i alt var det en hyggelig og sjov tur, men selve vinsmagning var ikke nogen stor oplevelse. Men det var rart at komme lidt ud af byen, se noget grønt og noget andet end det sædvanlige. (Jeg har åbenbart nu boet her så længe, at jeg synes det er 'sædvanligt'...hmm)

Weekendens sidste - og måske største - højdepunkt fandt sted fredag aften. Her bestilte Emily og jeg nemlig billetter til Las Vegas!! Jubiii, det bliver SJOVT. Vi tager af sted torsdag aften (på min fødselsdag) og kommer hjem igen søndag. Vi skal bo på Sahara Hotel & Casino og forhåbenligt bliver det tre dage med masser af sol, pool, drinks, gambling og ikke mindst masser af held i casinohallerne!

Der sker alt for meget!

Jeg kan godt se, at der går lidt lang tid imellem, at jeg får skrevet blogindlæg. Men jeg skal jo både passe skolen, opleve byen, have det sjovt OG nå at se en milliard afsnit af Desperate Housewives, som jeg er blevet sygeligt afhængig af!

Dårlig undskyldinger er der nok...

Anyway, tilbage til sidste uge, hvor jeg sammen med et par af de andre tog til NBA (basket) kamp - Golden State Warriors mod LA Lakers.

Lakers var selvfølgelig storfavoritter, men overraskende nok førte de lokale helte størstedelen af tiden. Det var lidt et dilemma for mig, om jeg skulle holde med Warriors, når nu jeg bor her, eller om jeg skulle holde med Lakers, som jeg i det mindste har hørt om før. I fjerde og sidste del af kampen besluttede jeg mig for at være lokal (de førte jo også, så det virkede som en god ide), og så kom Kobe Bryant og de andre Lakers drenge selvfølgelig og snuppede sejren i de sidste tre minutter. Typisk. Men sjovt var det og man blev helt grebet af stemning - også selvom vi næsten sad krumbøjet oppe under taget.

Sidste uge stod som bekendt også i Oscarens gyldne tegn. Desværre fulgte jeg ikke prisuddelingen fra forreste række i Kodak Theatre i Hollywood, men det føltes næsten sådan. Sammen med et par af de andre var jeg istedet i Castro Theatre - føromtalte flotte, gamle biograf - hvor de viste det fire timer lange show på det hvide lærred.

Rebecca og jeg mente at en stor begivenhed som Oscaruddelingen skal fejres med manér, så vi troppede op i silende regn klædt fra top til tå i tyl, satin, flæser og blonder. Vi havde lidt satset på, at alle andre også ville lade cowboybukserne og de flade sko stå derhjemme. Men vi tog fejl. Alle andre så åbenbart dagen som en casual begivenhed. Vores utrolig pink kjoler fik derfor en del opmærksomhed...

Faktisk blev vi både interviewet og fotograferet af San Francisco Chronicle, så vi følte os helt kendisagtige. Avisen valgte dog kun at bringe et kort citat fra Maria. Hun var i dagens anledning trukket i en helt pæn Calvin Klein model, som imodsætning til Rebbeca og min kjole - af det kendte mærke Flower Season - ikke lignede noget der kunne have været en promdress i 80erne.

Men en sjov dag/aften var det. Og helt underligt for en gangs skyld at kunne se hele Oscaruddelingen på et normalt tidspunkt. Salen gik helt amok da Sean Penn vandt bedste skuespiller for sin rolle som bøssehelten fra Castro, Harvey Milk. Flere af filmens medarbejdere sad i Castro Theatre, så der var selvfølgelig stor jubel.

I går var jeg til Gay Comedy på cafeen Harvey's (kan I gætte hvem den er opkaldt efter...?). Alle komikerne var dog ikke homoseksuelle, men alle jokes'ne var langt under bæltestedet. Underholdningsværdien svingede kraftigt, men det var gratis og australske Emily, som jeg var der sammen med, vandt 4 drinks ved en lodtrækning. Vi mødtes egentlig for at planlægge en tur til Las Vegas. I næste uge har vi begge fødselsdag, så vi tænkte 'hey - det skal da fejres Vegas style!'. Vi har ikke bestilt billetterne endnu, men vi satser krafitigt på at det bliver til noget! Jeg skal nok prøve at lade være med at spille alle mine penge op eller blive gift...

En fjer i håret

Som tiden dog flyver! Jeg har rigeligt travlt i San Francisco - heldigvis ikke kun med skolen, men også med at opleve byen og diverse begivenheder.

Sidste lørdag var det Valentine's Day. Nogle tilbragte sikkert dagen med romantik og hjerteformet chokolade, men jeg, og flere tusind andre, tog i stedet til pudekamp. For tredje år i træk blev der holdt Pillow Fight på et af byens torve. Sammen med et par af de andre dukkede jeg op en halv time før løjerne blev fløjtet i gang kl. 18. Unge i hobetal ankom med hovedpuden under armen, "FN" officerer gik rundt og opfordrede til fred og ikke pudekamp, mens fotografer ivrigt kæmpede for at få det bedste udsyn fra kameralinsen.

Da klokken endelig slog 18 gik pladsen amok. Puder blev smadret mod fremmede mennesker og der gik ikke mange øjeblikke, før fjerne fløj rundt på pladsen. Efter en halv times tid havde vi fået nok, men kampene fortsatte ud på aftenen. En virkelig sjov, og meget mærkelig, oplevelse.

Document your life

Så er jeg kommet godt i gang med photojournalism, hvor jeg hver uge får en ny opgave. Den første opgave lød "Document your life" - altså tag billeder af det du ser, dem du møder osv. I alt skulle vi aflevere seks fotos - der ikke måtte photoshoppes! Jeg tænkte, at jeg ville dele dem med jer, so here goes:

Da jeg den anden aften var ude at gå en tur, kom jeg tilfældigvis forbi denne gamle Folkevogn. Bilens farve, himlens og blomsterne på træet matchede fuldstændigt. Megasejt - og så viser billedet jo både, at jeg er i Californien og at foråret er kommet.

Hver eneste dag må jeg tage Muni'en - deres form for S-tog. Turen til Uni tager omkring 20 minutter og så kører den lige til døren. Tilgengæld er de fuldstændigt utilregnelige, så man kan godt forberede sig på laaang ventetid.

Sidste lørdag holdt Askild og Marie fra Norge fest. Billedet viser måske ikke lige den store fedt, men jeg synes, at det er ret interessant. På samme tid er det hyggeligt og uhyggeligt...

Uhmmm...Billig, lækker, sund og flot Sushi skulle selvfølgelig også med i min fotoserie.

Hver dag foregår der mærkelig ting på uni. Som fx her, hvor nogle medlemmer af en sportsklub prøver at tjene penge, ved at smide lagkager (eller egentlig bare flødeskum) i hovedet på hinanden for en dollar.

Hver torsdag arrangerer IEEC (den der internationale forening som vi automatisk er med i) såkaldt Pint Night. Det går egentlig bare ud på, at de foreslår en bar og så møder man op og drikker øl i løbet af aftenen. Her er vi på Aces.

Hov, fotosvarene

Til dem, der har siddet med tilbageholdt åndedræt, skælvende knæ og rystende hænder, kan jeg nu afsløre svarene fra sidste omgang fotoquiz. Jeg er ikke imponeret over antal deltagere!

Hvor og hvornår blev verdens første foto taget?
A. Frankring i 1826

Hvem startede Kodak (firmaet)?
C. George Eastman

Hvad betyder ordene 'Camera Obscura'?
B. Mørkt rum

Fagene er på plads!!!

Det er med stor glæde i stemmen, at jeg nu kan annoncere, at mine fag endelig, endelig er på plads.

Mit skema er således endt med at se ud som følgende:

Mandag:
San Francisco 14.10-15.25
Visual Storytelling 19.00-21.45

Tirsdag:
Cultures of the Middle East and North Africa 12.35-13.50

Onsdag:
San Francisco 14.10-15.25

Torsdag:
Cultures of the Middle East and North Africa 12.35-13.50
Photojournalism 15.10-17.55

Det vigtigste er selvfølgelig, at jeg ingen fag har om fredagen - altså laaang weekend, det kan vi godt lide!

Jeg synes selv, at det er et superfedt skema jeg har fået flettet sammen. Virkelig spændende fag og perfekt timefordeling. Især er jeg utrolig glad for mine to fotofag - Photojournalism og nu også Visual Storytelling. Jeg har vist allerede beskrevet San Francisco og Photojournalism, mine to sidste fag fortæller jeg mere om senere. Jeg ville bare lige berette, at fagene altså endelig er på plads. Og før I når at tænke "Hmm, det er da ikke så mange timers undervisning hun har", så tro mig - der er timevis af læsning og forberedelse ud over selve undervisning!

Billedet øverst oppe forestiller skolen fra sin grønne, og mere pæne side. Af et universitet med 20.000 studerende er campus egentlig ok overskueligt, og som billedet vidner om, er der dejlige grønne arealer. Der findes også en swimming pool, som jeg tog en dukkert i for første gang i dag. Virkelig dejligt at få rørt sig, og super fedt at der er en pool på skolen, som over i købet er gratis.

Nikon er min nye følgesvend

Lørdag var der stor parade i byen i anledningen af det Kinesiske Nytår. Hele arsenalet blev hevet ud, og den flere timer lange parade bestod både af de klassiske drager, skraldemænd og aldrende cheerleaders...

Et af de fag, jeg har helt på plads, er yndlingsfaget Fotojournalistik. Min underviser er tyske Sybilla - hun foretrækker at blive kaldt ved fornavn, og altså ikke professor. Hun virker umiddelbart som en hård, men kompetent og heldigvis rar dame.

Hver torsdag eftermiddag fra 15.10 til 17.55 bliver jeg undervist i billedets magiske verden. Men...lige så meget som jeg nyder at have et kamera i hånden, lige så irriteret er alle andre over, at jeg nu konstant tager billeder af ALT. Min opgave til næste gang er nemlig at dokumentere mit liv, hvilket vil sige at jeg har mit kamera med alle steder, og at jeg i løbet af opgavens tre første dage allerede har taget over 700 billeder...

Billede fra i lørdags på vej til paraden. På bænken ligger der noget efterladt tøj. Det er åbenbart 'the way to do it' her i byen. Hvis man ejer noget, man ikke længere vil have, så lægger man det ud på vejen, så andre kan tage det og få glæde af det. Således ligger der tøj, sko, bøger, cd'er, film, møbler og meget andet godt i gaderne - men kun i kort tid ad gangen, for der er hurtigt nogen, der snupper godterne.

Udover at jeg nu konstant knipser løs, så bliver jeg, og resten af holdet, selvfølgelig også undervist i fotografiets historie. Så jeg tænkte at det var på tide med en lille quiz (ohhh...I love quizzes!).

Hvor og hvornår blev verdens første foto taget?
A. Frankring i 1826
B. England, 1856
C. Tyskland, 1876

Hvem startede Kodak (firmaet)?
A. George Kodak
B. George Eastman Kodak
C. George Eastman

Hvad betyder ordene 'Camera Obscura'?
A. Tilsløret kamera
B. Mørkt rum
C. Obskurt Kamera

Inden paraden blev der også tid til at nyde lækker, lækker sushi. De rå fisk kan fåes over hele byen, og så er det både sundt og billigt! Herligheden her kostede mig kun 7 dollar.

P.S. Svarene på quizzen får I i først næste blogindlæg. Men kom gerne med bud!

Hvad vil I vide om San Francisco?

Så er anden uge af mit nye universitetsliv ovre, og desværre er der ikke mere styr på tingene end for en uge siden. Altså i forhold til mine fag. DJH vil nemlig ikke godkende et af mine fag, så nu skal jeg ud og finde et andet, hvilket nærmest er umuligt på nuværende tidspunkt, da alt er overbooket.

Nå, men jeg kan jo fortælle om de fag der er på plads.

'San Francisco'
Mandag og onsdag står den på 'San Francisco' med Professor Chandler. Faget handler ganske enkelt om byens identitet, historie og udvikling.

Underviseren er en ældre herre, der ser frem til at gå på pension i nærmeste fremtid. Han er dog langt fra kørt træt i at undervise og hans yndlings fag er 'San Francisco'.

Han har undervist i faget i de sidste 30 år, hvilket betyder at han har totalt styr på stoffet og heldigvis nyder han stadig at fortælle om denne fantastiske by.

Klædt i brunt, i brunt i beige fortæller han gamle indianermyter fra dengang Ohlone indianerne boede i bakkerne. Han viser dokumentarfilm om The Donner Party - nybyggere der blev fanget i vintervejret på vej mod San Francisco, og som til sidst måtte spise hinanden for at overleve de kolde måneder i sneen.
Og sidst men ikke midst viser han det ene mere farverige og funky slide efter det andet. Han synes åbenbart, at al den nymodens elektronik er enormt spændende og han går tydeligvis amok med skrifttyper, billeder og neonfarver. Se selv efter på hans hjemmeside Charon.sfsu.edu.

Hvem kender svaret?

Hvornår kom spanierne til San Francisco?
A. 1525
B. 1655
C. 1775

Hvad blev San Francisco kaldt frem til 1846?
A. Vally Ohlone
B. Yerba Buena
C. Mission Dolores

Hvilket år tog guldfeberen virkelig fat og fik tusindvis af folk til at strømme til San Francisco?
A. 1847
B. 1848
C. 1849

Se de rigtige svar under billedet.

Rigtige svar: c, b, c - men der blev fundet guld allerede i 1848

Billedet forestiller iøvrigt et vægmaleri jeg fandt i Mission.

Et par fotos fra Castro

Et kig ned ad Castro St fra Market St. Til venstre ses den tidligere omtalte Castro Theatre. Til højre ses Diesel butik, der umiddelbart kun sælger tøj til mænd. Kvinder er altså lidt oversete i det her område...


Det gamle Castro Theatre (nu biograf) set forfra. Fascaden er indspireret af mexikanske kirker, mener jeg.


På hjørnet af 17th og Castro, lige ved Market St. ligger den legendariske cafe Twin Peaks. Og nej, den har ikke ikke noget med kløgtige Agent Cooper, onde Bob eller skingre Lucy at gøre. Den er der imod berømt, fordi den var den første bøssebar, der turde stå ved sit klientel og fik indbygget store vinduer ud mod gaden. Indtil da måtte homoseksuelle gemme sig væk i skumle kælderrum og mørke baglokaler.


I dag er der ingen, der prøver på at gemme de homoseksulle væk fra offentligheden. Tværtimod bliver man konstant mødt af plakater med mere eller mindre påklædt mænd i gadebilledet (Læg mærke til billederne i billedet...).

Bare bøsser på baren

"Så giver din blogs navn endelig mening," konstaterede Rune en smule skræmt sent fredag aften.

På daværende tidspunkt befandt vi os på Boy Bar, hvor mænd med minimale trusser vred sig på bardisken, Rebecca prøvede at bestille drinks mellem benene på en mandelig go-go danser og Rune ikke helt kunne finde ud af, hvor han skulle gøre af sig selv. Her var flere bøsser og balder af stål, end der er bakker i hele byen.

Årsagen til den anderledes festivitas var Rebeccas fødselsdag. Dagen skulle selvfølgelig fejres, så vi startede ud med en happy hour øl i Castro hen ad eftermiddagen.

Faktisk endte vi med at blive i Castro hele aftenen. Her er et vældig godt udbud af billige restauranter og ligeså barer. Eneste krav er bare, at man ikke er bøsse-forskrækket. Her er mænd i læderveste, der fletter fingre foran Starbucks, overvægtige mænd der tungekysser på gadehjørnerne, og petite mænd i stiletter, der går catwalk op og ned ad Castro St.
Er man cool med det, kan man til gengæld indtage en middag til 10 dollar, drikke drinks til 3 og danse hele natten for fire. Og så ligger det hele inden for en radius på 500 meter.

Lørdag morgen kunne jeg desværre ikke nyde, at det endelig var weekend. I stedet måtte jeg ud på uni for at deltage i et møde for J-1 Officers. Den forening for udvekslingsstuderende, som jeg har meldt mig ind i, for at opfylde min pligt om at 'internationalize' skolen.
En temmelig træt Christina overlevede dagen, og da jeg endelig lå i min seng igen, kunne jeg glædeligt klikke mig ind på Dr.dk og se Melodi Grand Prix! Ahhhh :-)

Amerikanske mærkværdigheder: Toiletter

På mange måder er USA ikke så forfærdeligt anderledes end Danmark. Vi ligner hinanden, vi kører i samme side af vejen og vi hilser ved at give hånd.

Men, når man først kigger under overflader, er der disse små detaljer, som bare slet ikke giver mening.

For eksempel deres toiletter...

Ved første øjekast ser de ganske almindelige ud med porcelænskumme og plastikbræt. Men når man først har lukket døren, er der flere ting, der går op fra en. For det første er vandstanden i kummen så høj, at udtrykket 'at sidde med røven i vandskorpen' får en helt ny betydning.

Når man endelig har rejst sig, skal man ikke blive hængende for længe: de fleste toiletter skyller nemlig automatisk ud, hvilket godt kan komme som en ubehagelig overraskelse.

Sidst, og allermest mærkværdigt: På samtlige offentlige toiletter er der en 2 cm revne mellem dør og dørkarm, hvilket vil sige, at alle der står i kø kan følge med i begivenhederne. At man så også føler, at man nærmere sidder i et omklædningsrum i H&M end på et lukket toilet, er en helt anden sag.

Jeppe er fantastisk

Jeg kan nu konstatere, at 75 procent af mine faste læsere hedder Jeppe.

Til all you Jeppe'r out there: Thank you very much.

Hvem der bare havde flere venner ved navn Jeppe...

Starten er gået

Så er jeg halvvejs igennem første uge på uni - og har endnu ikke helt styr på mine fag. De faglige frustrationer skal jeg dog nok befri jer for i denne omgang.

Det skal ikke være nogen hemmelighed: Universitet er ingen arkitektonisk perle. Det beige interiør og betongrå facader får tankerne til at vandre tilbage til DJHs farveløse gange, men til gengæld er det placeret på et overskuelig areal, så det er nogenlunde hurtigt at komme omkring.
Udendørsarealet er tilgengæld skønt - store, grønne plæner, hvor studerende kan slappe af og nyde solen inden næste time. Det er totalt meget lige som på film. Folk deler flyers ud, skolens atleter render rundt i uniform, et hav af foreninger som chinese-americans, afro-americans, young christians, queers og selvfølgelig sororities og fraternities sidder klar ved boder og prøver at hverve nye medlemmer.

Kantien er et helt kapitel for sig. Når man kommer fra DJH's udbud af sandwich, salat, dagens ret eller smørrebrød, skal der måske heller ikke så meget til at imponere, men her er nærmest alt - endda også sunde ting. Salater, pita, sandwich, bagte kartofler, omeletter, tacos, nachos, burger, pomfritter, donuts, wraps, bagels, smoothies og meget andet. I'm loving it...

Uni ligger et stykke uden for byen, så hver morgen tager jeg den herlige Muni (s-togsagtige ting). Inden man hopper ombord skal man dog huske én vigtig ting: Lige småpenge. Og når man bliver "overfaldet" af diverse hjemløse på vejen, kan det faktisk godt være svært at ende med 1,5 dollar i kontanter ved billetautomaten. At køre på røven (eller sort, som det hedder i Jylland) er absolut ingen mulighed - bøden kan være på op til 500 dollar!

I morgen er min sidste skoledag i denne uge, så forhåbenligt falder alle fagbrikkerne på plads i løbet af de næste 24 timer!

En rejse tilbage i tiden

Et mord, en alkoholisk helt og en blond diva. Det var hovedingredienserne i dagens tidsrejse. For en stund føltes det nemlig som om jeg var tilbage i 1940erne i dag.

Jeg havde dog ikke krydset nogen tidslinjer, men var derimod til Noir Film Festival i Castro Theatre. For syvende år i træk bliver der holdt Noir festival i byen. Det betyder, at der i 10 dage i træk bliver vist sort/hvide, og hovedsagligt b-film, fra 1940erne.

Sammen med en englæder, en australier, to nordmænd og en dansker tog jeg således til eftermiddagens Matinee. En dobbeltfeature med først Blind Spot fra 1947 og derefter Chicago Deadline fra 1949.

Det var en fantastisk oplevelse. Filmene var (ufrivilligt) morsomme. Hele salen grinede, når de utallige one-lines blev fremsagt. Især de homoseksuelle blandt publikum grinte højt, da den lettere bøssede morder prøvede at fremstå uskyldig ved at sige "I would never kill the bartender, he mixes the best martinis!"Der blev klappet når skurken fik nogen på kassen og der blev buh'et da lærredet pludselig gik i sort midt i det hele.

Ikke bare filmene, men også biografen fik dagen til at føles som en rejse tilbage i tiden. Castro Theatre er bygget i 1922 og har stadig et helt unik interiør. Der er plads til 1400 i salen. På sidevæggene er der malet kæmpe malerier, loftet ligner en stor bronze hvælving, og så er der selvfølgelig en stor 1.sal/balkon. (Næste gang skal jeg nok tage mit kamera med...)

Hvis nogen af jer kommer forbi byen, er biografen et absolut must see.

Det svære valg

Psykologi, historie eller måske astronomi? På mandag begynder skolen for alvor, men jeg er stadig i 'vælge-fag-helvede'. Det er nemlig lettere sagt end gjort at finde fag man gerne vil have, og efterfølgende tilmelde sig!

Desværre er der ikke frit valg på alle hylder. For det første er der visse krav fra journalisthøjskolens (DJH) side og for det andet, er der visse begrænsninger fra SFSU's side. DJH vil ikke have, at mine fag er alt for kreative, samtidig skal jeg vælge mindst et journalistiskfag - som ikke må ligne noget af det, jeg tidligere har fået undervisning i. På SFSU skal man være såkaldt 'major' i nogle fag for at kunne vælge dem og andre fag er allerede overbooket.

Jeg har sådan set allerede valgt de fire fag, som det er påkrævet. Cultures of the Middle East & North Africa, Photojournalism, Fundamentals in International Relations og Cultural diversity and news. Problemet er bare, at jeg gerne vil skifte de to sidste ud.

I stedet håber jeg på at få Creative Writing. Det skal jeg egentlig være major for at kunne vælge, så derfor skal jeg nu forsøge at overtale professoren til at lade mig tage klassen alligevel. I går sendte jeg ham en mail og på mandag bliver jeg nødt til at crashe hans time. Altså bare møde op og prøve at smigre mig ind.

Hvad jeg skal vælge i stedet for International Relations er nu det store problem! Skal jeg prøve at 'crashe' endnu et fag - eller skal jeg vælge et der endnu ikke er overbooket...og hvad skal det i såfald være?! Lige nu er jeg ude i alt fra stjernekiggeri over hjernegranskning til amerikansk historie.

Jeg holder jer opdateret.

escort service San Fran style

Hmm... I USA følger de, eller udbreder de i hvert fald, begrebet 'better safe than sorry' i stor grad.
Jeg ved selvfølgelig godt, at der sker langt mere kriminalitet på disse bredegradder end der gør derhjemme. Men de prøver bestemt heller ikke at lægge skjul på, at man kan komme ud for uheld - og derfor er der selvfølgelig visse (temmeligt åbentlyse) guidelines man skal følge, for at holde sig på den sikre side.

I dag var punktet Safety and Crime Prevention på skemaet i forbindelse med Orientation Week. En kvinde fra universitetets egen politi afdeling kom derfor for at give os et par gode råd. Lad aldrig din taske ude af opsyn og gå ikke over for rødt var nogle af de løftede pegefingre vi fik med på vejen.

Og så må vi selvfølgelig ikke bevæge os ud i mørket på egen fod. Helst skal vi faktisk gå i grupper på ikke mindre end 3-4 stykker. Men er man så uheldig, at man har en sen klasse, og man ikke har nogen, der kan følge en til bussen, så er der heldigvis hjælp at hente. Man kan nemlig ringe til politiets Escort Service! Så kommer der en officer og henter en efter endt time og følger én op til stoppestedet.

Ser man nogen mistænkelige personer på campus skal man selvfølgelig straks give alarm. Og overholder man ikke skolen nultolerance overfor alkohol, så forbeholder de sig ret til at underrette ens forældre... Hvor gammel var det nu lige vi var...?

Første møde med udlændingene

I dag, mandag den 19. januar, har det været såkaldt Martin Luther King Day. Der har dog ikke stået fejring af rettighedskæmperen på programmet. Den har derimod stået på Skattejagt hele dagen med andre udvekslingsstuderende.

Den internationale organisation, IEEC, fra mit universitet, havde arrangeret skattejagt rundt i San Franciscos gader. Og når jeg siger hele dagen. Så mener jeg heeeeele dagen. Da jeg troppede op ved Rådhuset klokken 12, regnede jeg med, at det ville tage max to timer. Men nej, der var sat hele 5 (!) timer af til at lege skattejagt down town.

Vi blev inddelt i grupper og så skulle vi ellers rundt og finde museer, få telefonnumre på fremmede, smage på tørret fisk og tage platte billeder foran diverse turistattraktioner. Det var sjovt de første to timer, og derefter havde man bare ondt i fødderne og syntes, at det hele egentlig var lidt fjollet.

Min gruppe klarede dog strabadserne. Og da alle holdene senere mødtes for at indtage en tidlig middag, blev min gruppe - The Evil Seals - endda kåret som vinderne. En 'I love SF'-t-shirt kom der ud af det. Det bedste ved dagen var dog helt klart at få mødt nogle af de andre.

Vi bliver vist omkring 100 udvekslingsstuderende i alt, der starter nu her. Ellers er der et par tusind i alt på universitetet. Der er utrolig mange franskmænd og asiater og ellers er vi spredt fra det meste af Europa, en enkelt fra Canada og et par fra Australien. Folk virker rigtig flinke. Og selvom danskerne garanteret er i toppen af aldersgennemsnittet, så virker det umiddelbart ikke påfaldende.

Til gengæld (i al ydmyghed) er vi uden tvivl nogle af dem, der mesterer det engelsk sprog bedst.

I morgen starter vi Orientation Week for os udvekslings studerende. En uge der kommer til at byde på så spændende punkter som 'Getting a mobile phone', 'Book store Tour' og 'Sex and the city - SAFE at San Francisco State University'. Og det var endda bare højdepunkterne!

I morgen skal vi dog også følge the inauguration af Obama. Og eftersigende bliver der fest i gaderne hele dagen.

Jeg har ikke taget nogen billeder i dag, men lad mig slutte af med et fra havnen. Der er så flot - og der var jeg da også i dag. Billedet er bare et par dage gammelt.

Velkommen til mit neighborhood

Jeg har nu tilbragt præcis en uge i San Francisco. Og jeg er vild med byen!
Jeg lejer et værelse hos en kvinde ved navn Patty. Huset jeg bor i, er det i midten af billedet - det med tre vinduer. Ud over Patty, der har lejligheden, bor her en italiensk pige, Daniella, og en ældre amerikansk kvinde, Pam.

Lejligheden ligger på Sanchez Street, lige ved 18th street. Eller sagt på en anden måde - lige ved det 'The Gayest corner of the World'. Som I måske har gættet, så bor jeg lige på grænsen til bøssernes hovedstad 'Castro. Og går man et par hundrede meter ned ad 18th street, når man til hjørnet af 18th St og Castro Street - hvilket eftersigende skulle være det mest bøssede hjørne i verden.

Det er et utrolig hyggeligt og farverigt område. Det er svært at finde en stille og rolig bar - til gengæld er der disko-dance over alt. Den anden dag var jeg på baren 'Booty Call' sammen med to fra Journalisthøjskolen. Spejlkuglen roterede, bøsserne flirtede (med hinanden, selvfølgelig) og en dj med kæmpe overskæg spillede det ene dancehit efter det andet.

Man må dog give dem et par point for selvironi. I området findes en tøjbutik ved navn 'Out of the Closet', en videobutik, der hedder 'Have you told your mom' og en restaurant med det herlige navn 'Sausage Factory'.

Ud over mænd i kjoler, kan området selvfølgelig også byde på bakker! Eller, når man kommer fra flade DK, bjerge... Man skal aldrig stole på et kort - hvad der ligner en smuttur kan vise sig at være en vandring på flere timer i det bakkede landskab.

Her er "min" bakke - altså Sanchez St, fra forneden og foroven.

En enkelt 'block' herfra ligger Dolores Park. Her er palmer, græsplæner, unge hippier, hjemløse, latinoer, tennisbaner, basketbane, folk med trommer og et utal af hunde! Temperaturen har ligget omkring de 20 grader lige siden jeg kom til byen, så det er skønt med en grøn plet lige i nærheden.

Parken er opkaldt efter Dolores Mission. En kirke der blev opført af spanierne i 1776. Kirken er i dag den ældste bygning i San Francisco.

Parken, og kirken for den sags skyld, ligger i det kvarter, der hedder Mission. Jeg bor altså lige på grænsen mellem Castro og Mission. Mens Castro er oversvømmet med bøsser, er Mission beboet af folk fra Latinamerika.