Så er anden uge af mit nye universitetsliv ovre, og desværre er der ikke mere styr på tingene end for en uge siden. Altså i forhold til mine fag. DJH vil nemlig ikke godkende et af mine fag, så nu skal jeg ud og finde et andet, hvilket nærmest er umuligt på nuværende tidspunkt, da alt er overbooket.Nå, men jeg kan jo fortælle om de fag der er på plads.
'San Francisco'
Mandag og onsdag står den på 'San Francisco' med Professor Chandler. Faget handler ganske enkelt om byens identitet, historie og udvikling.
Underviseren er en ældre herre, der ser frem til at gå på pension i nærmeste fremtid. Han er dog langt fra kørt træt i at undervise og hans yndlings fag er 'San Francisco'.
Han har undervist i faget i de sidste 30 år, hvilket betyder at han har totalt styr på stoffet og heldigvis nyder han stadig at fortælle om denne fantastiske by.
Klædt i brunt, i brunt i beige fortæller han gamle indianermyter fra dengang Ohlone indianerne boede i bakkerne. Han viser dokumentarfilm om The Donner Party - nybyggere der blev fanget i vintervejret på vej mod San Francisco, og som til sidst måtte spise hinanden for at overleve de kolde måneder i sneen.
Og sidst men ikke midst viser han det ene mere farverige og funky slide efter det andet. Han synes åbenbart, at al den nymodens elektronik er enormt spændende og han går tydeligvis amok med skrifttyper, billeder og neonfarver. Se selv efter på hans hjemmeside Charon.sfsu.edu.
Hvem kender svaret?
Hvornår kom spanierne til San Francisco?
A. 1525
B. 1655
C. 1775
Hvad blev San Francisco kaldt frem til 1846?
A. Vally Ohlone
B. Yerba Buena
C. Mission Dolores
Hvilket år tog guldfeberen virkelig fat og fik tusindvis af folk til at strømme til San Francisco?
A. 1847
B. 1848
C. 1849
Se de rigtige svar under billedet.

Rigtige svar: c, b, c - men der blev fundet guld allerede i 1848
Billedet forestiller iøvrigt et vægmaleri jeg fandt i Mission.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar