Jeg skylder vist en opdatering på bloggen... Egentlig ville jeg gerne fortælle vidt og bredt om sidste uges Spring Break, hvor jeg tog en road trip med tre andre piger. Efter et par dages kørsel stod vi ved Grand Canyon i Arizona. Sikke et syn! Men en fortælling om Grand Canyon er ikke det samme uden billeder, og eftersom jeg ikke helt har fået mit spritnye kamera og min ældregamle computer til at samarbejde endnu, vil jeg vente med feriefortællingen. Ligesom historien om, hvordan min ludomani åbenbart også omfatter hestevæddeløb, må vente lidt endnu.
Tilgengæld vil jeg gerne dele et par tanker omkring maden herovre. Ja, der var I heldige, ingen feriebilleder, bare tom snak om æbler og toast!
Men helt ærligt. Maden herovre er uhyggelig. Hvis det her var en gyserfilm, ville æblerne uden tvivl angribe inden natten er omme. They are freaky. Og hvad er der så så lusket ved maden, tænker I nok? Jo...den bliver aldrig, never I tell you, for gammel! Jeg købte på et tidspunkt en pose æbler. Flotte, skinnede og grønne æbler til en rimelig pris. Æblerne blev pænt hældt op i en frugtskål, og så glemte jeg ellers alt om dem. Ind i mellem tjekkede jeg dog lige op på dem - og ja, en uge, to uger, sågar tre uger senere, var de stadig lige grønne og skinnede. Efter de i langt over en måned stadig lignede noget, der kunne lokke enhver Eva og Snehvide til at tage en bid, blev jeg enig med mig selv om, at det simpelthen var for overnaturligt, og smed resten ud.
Men æblerne er ikke de eneste. Også brødet holder sig så friskt, i så lang tid, at man ikke kan blive andet end mistænkelig.
En anden ting ved maden herovre er, at ALT er fyldt med sukker, honning eller kanel. Det kan jo ikke overraske nogen, at nationen er ved at gå til i fedme, når de bogstavlig talt er blevet opflasket med sødemidler! Der er kanel i mine cornflakes, der er honning i mit brød og slikket er så sukkerigt og kunstigt at man næsten ikke gider spise det.
Så vær sød og spis nogle saltesild og groft rugbrød for mig derhjemme, så hapser jeg endnu en mad med honningbrød... Velbekommen
tirsdag den 31. marts 2009
mandag den 16. marts 2009
og så tilbage til virkeligheden
Efter en weekend i Vegas virker hverdagen bare lidt mindre neonagtig. Siden sidst har der nærmest ikke stået andet på programmet end eksamenslæsning. Og ja, det er lige så kedeligt her, som det er i DK.
I denne uge har jeg hele tre midterms eksamner. En eksamen herovre betyder ikke nødvendigvis at man behøver vide hvad man læser, man skal bare kunne det udenad. Og når man så læser op til tre fag på en gang, er det virkelig mange termer, definitioner og årstal at holde styr på og adskilt på samme tid!
Den første blev overstået i dag - Visual Storytelling - som jeg regner med bliver den letteste. Den næste er på onsdag i mit San Francisco fag. Her har vi ikke fået nogen nærmere instrukser i, hvad eksamen kommer til at gå ud på, ud over at vi skal kunne hele pensum. Det er en multiple choice quiz, så forhåbentligt går det, men min professor er en mærkelig snegl, der kan finde på at spørge om de underligste, og umiddelbart mest ligegyldige detaljer.
Sidste og sandsynligvis sværeste eksamen bliver i Cultures of the Middle East, hvor det ikke er nok at kunne ting uden ad - vi skal også ligefrem kunne argumentere og begrunde vores svar! Meget ikke-amerikansk-agtigt, men min underviser er selvfølgelig også tysker...
Mit kamera er endnu ikke blevet erstattet, så desværre, ingen billeder.
I denne uge har jeg hele tre midterms eksamner. En eksamen herovre betyder ikke nødvendigvis at man behøver vide hvad man læser, man skal bare kunne det udenad. Og når man så læser op til tre fag på en gang, er det virkelig mange termer, definitioner og årstal at holde styr på og adskilt på samme tid!
Den første blev overstået i dag - Visual Storytelling - som jeg regner med bliver den letteste. Den næste er på onsdag i mit San Francisco fag. Her har vi ikke fået nogen nærmere instrukser i, hvad eksamen kommer til at gå ud på, ud over at vi skal kunne hele pensum. Det er en multiple choice quiz, så forhåbentligt går det, men min professor er en mærkelig snegl, der kan finde på at spørge om de underligste, og umiddelbart mest ligegyldige detaljer.
Sidste og sandsynligvis sværeste eksamen bliver i Cultures of the Middle East, hvor det ikke er nok at kunne ting uden ad - vi skal også ligefrem kunne argumentere og begrunde vores svar! Meget ikke-amerikansk-agtigt, men min underviser er selvfølgelig også tysker...
Mit kamera er endnu ikke blevet erstattet, så desværre, ingen billeder.
søndag den 8. marts 2009
Viva Las Vegas
Tre dage i Vegas... Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde mit indlæg om denne overfladiske, dybt underlige og helt fantastiske by. Lad mig lige hurtigt slå på plads, at jeg hverken er blevet gift eller gået (helt) fallit.
Las Vegas er fuldstædigt, som man ser det på film. Alt er badet i neon, helt overdrevet stort og fuldstændig plastikagtigt. Jeg har aldrig i mit liv set så gigantiske hoteller - og de bygger stadig flere! Et hotel har New York som tema, det vil sige at hotellet både har Chrysler bygningen og Frihedsgudinden ude foran. Et andet er Paris, så der er Eiffeltårnet selvfølgelig blevet bygget. The Venezian har gravet kanaler rundt om hele hotellet og fyldt dem med italienske gondoler, Tresure Island har en hel voldgrav i forhaven, fyldt med piratskiber og Luxor er bygget som en egyptisk pyramide. Indvendigt ligner de stort set hinanden alle sammen: Ingen vinduer, ingen ure, milliarder af spillemaskiner og spilleborde, overvægtige turister, og utroligt letpåklædte servitrisser (i alle aldre!).
Vi, som i Rebecca, Rune, Maria (fra Danmark), Emily (Australien) og Angie (England) var indlogeret på Saraha Hotel, der er et af byens ældste hoteller. Det ligger for enden af The Strip, som er den vej hvor alle de store hoteller ligger ved. Fint hotel, ikke så fancy, men man tager jo alligevel ikke til Vegas for at sidde på hotelværelset.
Jeg blev selvfølgelig fuldstændig bidt af at gamble, men det vidste jeg egentlig godt på forhånd, at jeg ville blive. Mit yndlingsspil er rouletten. Det gode ved alle casinoerne er, at man får gratis drinks så længe man sidder og spiller. Herligt, tænker man lige umiddelbart, indtil det går op for en, at man på et eller andet plan, lige har "betalt" 50 dollars for en vodka/sprite... Jeg spillede også poker og black jack, heller ikke med det store held. De har alle mulige regler ved spillebordene. Fx må man ikke tage sine kort op med begge hænder, man skal lægge jetonerne oven på sine kort, når man vil "stå" og man må ikke lægge sin håndtaske på bordet (heller ikke selvom den er meeeget lille og glimter af guld).
På en eller anden måde er Vegas indbegrebet af USA - drømmen om den store gevindst, plastikfantastisk og 'jo større jo bedre'-princippet. Og samtig er byen alt det resten af USA ikke er. Man fester hele natten (ellers lukker barerne i San francisco kl 02), man må ryge indenfor (!) og man må drikke på gaden.
Ud over ludomani i udbrud, bød turen også på en tur i limousine og timevis af skønsang. Lørdag ville vi på karaeokebar, så jeg spurgte en mand ved vores hotel, om han kunne anbefale noget. Han viste sig at være limousinechauffør, og han kendte selvfølgelig et sted. Han gav os så god en deal på en tur i den sorte long stretch, at det faktisk var billigere end at tage en taxa - så hvem kunne sige nej til det? Manden kørte os ud til en ret afsiddesliggende kareokebar, som dog vidste sig at være alletiders. Vi fik tildelt vores eget lille rum - meget vip-agtigt - og så kunne vi ellers underholde hinanden med Britney's greatest, Sinad O'Connor og Bon Jovi.
Alle siger, at man selvfølgelig skal opleve Vegas mens man er her, men når man først har været der, så har man også fået nok. Jeg forstår dem ikke. Måske er det et dybt surrealistisk sted, men det er fandeme også sjovt. I'll do it again anytime!
Nu sidder I måske og tænker 'Ja ja, det lyder sjovt, men hvor er alle billederne'? Desværre venter I forgæves. På vej hjem mistede jeg mit dyrbare kamera...
Las Vegas er fuldstædigt, som man ser det på film. Alt er badet i neon, helt overdrevet stort og fuldstændig plastikagtigt. Jeg har aldrig i mit liv set så gigantiske hoteller - og de bygger stadig flere! Et hotel har New York som tema, det vil sige at hotellet både har Chrysler bygningen og Frihedsgudinden ude foran. Et andet er Paris, så der er Eiffeltårnet selvfølgelig blevet bygget. The Venezian har gravet kanaler rundt om hele hotellet og fyldt dem med italienske gondoler, Tresure Island har en hel voldgrav i forhaven, fyldt med piratskiber og Luxor er bygget som en egyptisk pyramide. Indvendigt ligner de stort set hinanden alle sammen: Ingen vinduer, ingen ure, milliarder af spillemaskiner og spilleborde, overvægtige turister, og utroligt letpåklædte servitrisser (i alle aldre!).
Vi, som i Rebecca, Rune, Maria (fra Danmark), Emily (Australien) og Angie (England) var indlogeret på Saraha Hotel, der er et af byens ældste hoteller. Det ligger for enden af The Strip, som er den vej hvor alle de store hoteller ligger ved. Fint hotel, ikke så fancy, men man tager jo alligevel ikke til Vegas for at sidde på hotelværelset.
Jeg blev selvfølgelig fuldstændig bidt af at gamble, men det vidste jeg egentlig godt på forhånd, at jeg ville blive. Mit yndlingsspil er rouletten. Det gode ved alle casinoerne er, at man får gratis drinks så længe man sidder og spiller. Herligt, tænker man lige umiddelbart, indtil det går op for en, at man på et eller andet plan, lige har "betalt" 50 dollars for en vodka/sprite... Jeg spillede også poker og black jack, heller ikke med det store held. De har alle mulige regler ved spillebordene. Fx må man ikke tage sine kort op med begge hænder, man skal lægge jetonerne oven på sine kort, når man vil "stå" og man må ikke lægge sin håndtaske på bordet (heller ikke selvom den er meeeget lille og glimter af guld).
På en eller anden måde er Vegas indbegrebet af USA - drømmen om den store gevindst, plastikfantastisk og 'jo større jo bedre'-princippet. Og samtig er byen alt det resten af USA ikke er. Man fester hele natten (ellers lukker barerne i San francisco kl 02), man må ryge indenfor (!) og man må drikke på gaden.
Ud over ludomani i udbrud, bød turen også på en tur i limousine og timevis af skønsang. Lørdag ville vi på karaeokebar, så jeg spurgte en mand ved vores hotel, om han kunne anbefale noget. Han viste sig at være limousinechauffør, og han kendte selvfølgelig et sted. Han gav os så god en deal på en tur i den sorte long stretch, at det faktisk var billigere end at tage en taxa - så hvem kunne sige nej til det? Manden kørte os ud til en ret afsiddesliggende kareokebar, som dog vidste sig at være alletiders. Vi fik tildelt vores eget lille rum - meget vip-agtigt - og så kunne vi ellers underholde hinanden med Britney's greatest, Sinad O'Connor og Bon Jovi.
Alle siger, at man selvfølgelig skal opleve Vegas mens man er her, men når man først har været der, så har man også fået nok. Jeg forstår dem ikke. Måske er det et dybt surrealistisk sted, men det er fandeme også sjovt. I'll do it again anytime!
Nu sidder I måske og tænker 'Ja ja, det lyder sjovt, men hvor er alle billederne'? Desværre venter I forgæves. På vej hjem mistede jeg mit dyrbare kamera...
søndag den 1. marts 2009
Vin og Vegas
Så er endnu en weekend ved at være gået. Jeg har for længst vænnet mig til at have fri om fredagen, så for tiden nyder jeg fire-dages weekender. Ikke dårligt!
Torsdag aften mødtes jeg med to piger fra min 'Cultes of the Middle East'-klasse på en Ethiopisk restaurant. Hvis man synes at amerikanernes nationalret - burges & fries - er for kedeligt, så er der rig mulighed for at spise sig mæt i mexikansk, japansk, kinesisk, thai, vietnamesisk, russisk, polsk, ungarnsk, you name it, og ja, så selvfølgelig også ethiopisk.
Vores tjernerinde satte et stort fad foran os, hvor der lå noget, der mindede om en kæmpe pandekage. Herefter hældte hun det på, som vi havde bestilt: rejer, spinat og kartofler. På Café Ethiopia får man ikke udleveret kniv og gaffel. I stedet må man forsøge at fange maden op med det dertilhørende brød og ved at rive stykker af underlægnings-pandekagen.
Hvis man ikke er bare for at få fedtede fingre, så er det herligt, anderledes og ret billigt.
Fredag stod den på fransk film. Den internationale filmklub på skolen holder French Film Festival for tiden, så for fire dollar (wow det var mange f'er i streg!) kunne man sætte sig til rette i mørket. Det er meget cool: skolen har rent faktisk en ægte-lignende biograf, og ikke bare et stort lærred i et auditorium. Filmen var 'Chacun Sa Nuit', der er produceret med støtte fra Zentropa. Efter filmen var det bare lige hjem. Lørdag ringede vækkeuret nemlig allerede kl. 6.45!! Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst er stået så tidligt op, det må næsten være da jeg i sin tid skulle til lufthavnen for at flyve herover...
Grunden til det alt for tidlige tidspunkt var, at jeg skulle på Winetasting tur til Sonoma. Sonoma er et område, der ligger 1-2 timers kørsel fra San Francisco. Området er kendt for at producere vin ligesom naboområdet Napa - ja, det var her Mr. Big slog sig ned en overgang...
Vi besøgte tre forskellige steder. Første sted var Sebastiani, der vist er en af de store vinyards. Vi fik en rundtur i noget, der mest af alt lignede et museum og bestemt ikke et autentisk sted - det er i hvert fald ikke her, at de producerer deres vin... Men vi så landets største vintønde - slå den! Vores tourguide fik mig til at undre mig over, hvor vilde amerikanerne er med at få folk til at række hånden op. Det er et meget underligt fænomen. "How many of you are from France, from Italy" etc. Og "How many prefere a Chardonay" og sådan blev hun ved i det uendelige og forventede hele tiden at folk rakte hånden op. Nøjagtig ligesom Noah - en af underviserne i Orientation Week - da han skulle forklare hvordan man køber en mobil i USA: "How many of you have a cell phone", "how many like to send text messages", "how many of you sends more than 10 messagaes a day", "20 messages a day", "50 messages a day". Jeg forstår det ikke. Måske er det bare en måde at få folk til at føle sig inkluderet...
Tilbage til vinsmagning. På Sebastiani kunne man smage 7 vine for 10 dollar. Her vil nogle sikkert tænke "billigt", mens andre og mere su-plagede personer tænker "optrækkeri". Især når man så hvor meget vin man egentlig fik i glasset. En lille bundsjat var hvad det kunne blive til, men det smagte da godt.
Næste sted var langt bedre. En mand og en dame fortalte om deres vinmarker og hvad de producerer. Virkelig flinke og så holdt de ikke igen, når de hældte i glassene. We like.
Sidste sted var et såkaldt slot. Måske har amerikanerne en anden definition af slot, men der var ingen af os europæere, der hoppede på den. Bare fordi man har et stort hus med et enkelt tårnværelse, bliver det altså ikke til et slot!
Alt i alt var det en hyggelig og sjov tur, men selve vinsmagning var ikke nogen stor oplevelse. Men det var rart at komme lidt ud af byen, se noget grønt og noget andet end det sædvanlige. (Jeg har åbenbart nu boet her så længe, at jeg synes det er 'sædvanligt'...hmm)
Weekendens sidste - og måske største - højdepunkt fandt sted fredag aften. Her bestilte Emily og jeg nemlig billetter til Las Vegas!! Jubiii, det bliver SJOVT. Vi tager af sted torsdag aften (på min fødselsdag) og kommer hjem igen søndag. Vi skal bo på Sahara Hotel & Casino og forhåbenligt bliver det tre dage med masser af sol, pool, drinks, gambling og ikke mindst masser af held i casinohallerne!
Torsdag aften mødtes jeg med to piger fra min 'Cultes of the Middle East'-klasse på en Ethiopisk restaurant. Hvis man synes at amerikanernes nationalret - burges & fries - er for kedeligt, så er der rig mulighed for at spise sig mæt i mexikansk, japansk, kinesisk, thai, vietnamesisk, russisk, polsk, ungarnsk, you name it, og ja, så selvfølgelig også ethiopisk.
Vores tjernerinde satte et stort fad foran os, hvor der lå noget, der mindede om en kæmpe pandekage. Herefter hældte hun det på, som vi havde bestilt: rejer, spinat og kartofler. På Café Ethiopia får man ikke udleveret kniv og gaffel. I stedet må man forsøge at fange maden op med det dertilhørende brød og ved at rive stykker af underlægnings-pandekagen.
Hvis man ikke er bare for at få fedtede fingre, så er det herligt, anderledes og ret billigt.
Fredag stod den på fransk film. Den internationale filmklub på skolen holder French Film Festival for tiden, så for fire dollar (wow det var mange f'er i streg!) kunne man sætte sig til rette i mørket. Det er meget cool: skolen har rent faktisk en ægte-lignende biograf, og ikke bare et stort lærred i et auditorium. Filmen var 'Chacun Sa Nuit', der er produceret med støtte fra Zentropa. Efter filmen var det bare lige hjem. Lørdag ringede vækkeuret nemlig allerede kl. 6.45!! Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst er stået så tidligt op, det må næsten være da jeg i sin tid skulle til lufthavnen for at flyve herover...
Grunden til det alt for tidlige tidspunkt var, at jeg skulle på Winetasting tur til Sonoma. Sonoma er et område, der ligger 1-2 timers kørsel fra San Francisco. Området er kendt for at producere vin ligesom naboområdet Napa - ja, det var her Mr. Big slog sig ned en overgang...
Vi besøgte tre forskellige steder. Første sted var Sebastiani, der vist er en af de store vinyards. Vi fik en rundtur i noget, der mest af alt lignede et museum og bestemt ikke et autentisk sted - det er i hvert fald ikke her, at de producerer deres vin... Men vi så landets største vintønde - slå den! Vores tourguide fik mig til at undre mig over, hvor vilde amerikanerne er med at få folk til at række hånden op. Det er et meget underligt fænomen. "How many of you are from France, from Italy" etc. Og "How many prefere a Chardonay" og sådan blev hun ved i det uendelige og forventede hele tiden at folk rakte hånden op. Nøjagtig ligesom Noah - en af underviserne i Orientation Week - da han skulle forklare hvordan man køber en mobil i USA: "How many of you have a cell phone", "how many like to send text messages", "how many of you sends more than 10 messagaes a day", "20 messages a day", "50 messages a day". Jeg forstår det ikke. Måske er det bare en måde at få folk til at føle sig inkluderet...
Tilbage til vinsmagning. På Sebastiani kunne man smage 7 vine for 10 dollar. Her vil nogle sikkert tænke "billigt", mens andre og mere su-plagede personer tænker "optrækkeri". Især når man så hvor meget vin man egentlig fik i glasset. En lille bundsjat var hvad det kunne blive til, men det smagte da godt.
Næste sted var langt bedre. En mand og en dame fortalte om deres vinmarker og hvad de producerer. Virkelig flinke og så holdt de ikke igen, når de hældte i glassene. We like.
Sidste sted var et såkaldt slot. Måske har amerikanerne en anden definition af slot, men der var ingen af os europæere, der hoppede på den. Bare fordi man har et stort hus med et enkelt tårnværelse, bliver det altså ikke til et slot!
Alt i alt var det en hyggelig og sjov tur, men selve vinsmagning var ikke nogen stor oplevelse. Men det var rart at komme lidt ud af byen, se noget grønt og noget andet end det sædvanlige. (Jeg har åbenbart nu boet her så længe, at jeg synes det er 'sædvanligt'...hmm)
Weekendens sidste - og måske største - højdepunkt fandt sted fredag aften. Her bestilte Emily og jeg nemlig billetter til Las Vegas!! Jubiii, det bliver SJOVT. Vi tager af sted torsdag aften (på min fødselsdag) og kommer hjem igen søndag. Vi skal bo på Sahara Hotel & Casino og forhåbenligt bliver det tre dage med masser af sol, pool, drinks, gambling og ikke mindst masser af held i casinohallerne!
Abonner på:
Opslag (Atom)