Den internationale organisation, IEEC, fra mit universitet, havde arrangeret skattejagt rundt i San Franciscos gader. Og når jeg siger hele dagen. Så mener jeg heeeeele dagen. Da jeg troppede op ved Rådhuset klokken 12, regnede jeg med, at det ville tage max to timer. Men nej, der var sat hele 5 (!) timer af til at lege skattejagt down town.
Vi blev inddelt i grupper og så skulle vi ellers rundt og finde museer, få telefonnumre på fremmede, smage på tørret fisk og tage platte billeder foran diverse turistattraktioner. Det var sjovt de første to timer, og derefter havde man bare ondt i fødderne og syntes, at det hele egentlig var lidt fjollet.
Min gruppe klarede dog strabadserne. Og da alle holdene senere mødtes for at indtage en tidlig middag, blev min gruppe - The Evil Seals - endda kåret som vinderne. En 'I love SF'-t-shirt kom der ud af det. Det bedste ved dagen var dog helt klart at få mødt nogle af de andre.
Vi bliver vist omkring 100 udvekslingsstuderende i alt, der starter nu her. Ellers er der et par tusind i alt på universitetet. Der er utrolig mange franskmænd og asiater og ellers er vi spredt fra det meste af Europa, en enkelt fra Canada og et par fra Australien. Folk virker rigtig flinke. Og selvom danskerne garanteret er i toppen af aldersgennemsnittet, så virker det umiddelbart ikke påfaldende.
Til gengæld (i al ydmyghed) er vi uden tvivl nogle af dem, der mesterer det engelsk sprog bedst.
I morgen starter vi Orientation Week for os udvekslings studerende. En uge der kommer til at byde på så spændende punkter som 'Getting a mobile phone', 'Book store Tour' og 'Sex and the city - SAFE at San Francisco State University'. Og det var endda bare højdepunkterne!
I morgen skal vi dog også følge the inauguration af Obama. Og eftersigende bliver der fest i gaderne hele dagen.
Jeg har ikke taget nogen billeder i dag, men lad mig slutte af med et fra havnen. Der er så flot - og der var jeg da også i dag. Billedet er bare et par dage gammelt.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar