It's not you - it's me

Uanset hvordan man vender og drejer det, så er min flirt med San Francisco ved at være slut. Det var kærlighed ved første palmetræ, tågebanke, bakketop. 

I seks måneder har jeg sat hverdagen på stand-by og levet i en lyserød boble. Der har været ingen sure pligter, intet ansvar, og kun en skrantende bankkonto har i ny og næ været årsag til knager i mit blomstrende forhold til byen. 

Men jeg ved godt, det er slut. 

It's not you, it's me. Men jeg er endnu ikke klar til at indse det.

Som tiden rinder ud herovre prøver jeg desperat at klamre mig fast til hver lille detalje, jeg oplever. Jeg indprenter mig den hjemløse, der giver tilfældige turister vejvisning og gode råd i bussen, den hyggelige sniksnak mellem fremmede og sporvognens rute gennem Market St.  Jeg kaster mig ud i solen og prøver at suge al dens energi og uv-stråler, så jeg kan komme hjem og bare tilnærmelsesvis ligne en, der har opholdt sig i Californien i et halvt år. Og jeg bliver sørgmodig hver gang jeg besøger efterhånden gammelkendte steder og ufrivilligt må indse, at det nok er sidste gang jeg slendrer gennem netop den gade, spiser netop den mad eller møder netop de mennesker.   

San Francisco har været god ved mig. Det har været en dans på roser, lutter lagkage og hvad man ellers siger af herlige klicheer. 

Jeg har en mental scrapbog med hjem af uforglemmelige minder.  Jeg glemmer aldrig den imødekommenhed, venlighed og åbenhed jeg har mødt her. Eller hvor øm man kan blive i lægmusklerne af at gå "hen ad" en ganske almindelig villavej. 

Eller hvordan fodboldholdet Spikes desperat kæmper for bare en enkelt sejr. 

Eller hvor irriterende drikkepenge-systemet egentlig er. 

Eller hvor fantastisk godt en cheeseburger med fries smages klokken 3 om natten på Orphan Andy's. 

Eller hvor besværligt det egentlig er at komme med bussen helt til Richmond. 

Eller hvordan det er helt normalt at møde nøgne mænd, langbenede "kvinder" og kyssende rocker-bøsser på gaden. 

Eller hvor dejligt det er at lægge sig hen i Dolores og kigge på alle de underlige mennesker, der går på line, dyrker yoga og samler flasker i parken. 

Eller hvor lækkert det har været at spise på restaurant igen og igen, og kunne spise sig kampmæt i sushi for langt under 100 kroner. 

Eller hvor fedt det var at være til Britney koncert, og hvor sejt det var at Robert Redford lige kom forbi den lokale biograf. 

Eller hvor meget jeg har lært om lukkertid og blænde, San Francisco, fotos historie og Mellemøsten. 

Eller hvor usandsynligt mange valgmuligheder man havde i uni's kantine. 

Eller hvor skønt det er at bælle cosmopolitans til 80 cent på en mandag aften. 

Eller hvor fedt det var at fejre fødselsdag i Vegas. 

Eller hvor sjovt det var at trække i et mareridt af en 80'er promdress og tage til Oscar show. 

Eller, eller, eller....

Jeg kan blive ved. Men alt godt har det med at ende, siger man jo. 

På fredag drager Camilla og jeg mod LA. Fem dage er tilbage og så er det endegyldigt slut. Forhåbentlig kan jeg komme tilbage en dag. Men det bliver jo aldrig det samme. 

Så kære San Francisco. Jeg vil helst ikke sige det, men jeg bliver nødt til det. Det er slut. Det skal ikke længere være os to. It's not you - it's mig, der skal videre nu. Men du vil altid have en plads i mit hjerte.