It's not you - it's me

Uanset hvordan man vender og drejer det, så er min flirt med San Francisco ved at være slut. Det var kærlighed ved første palmetræ, tågebanke, bakketop. 

I seks måneder har jeg sat hverdagen på stand-by og levet i en lyserød boble. Der har været ingen sure pligter, intet ansvar, og kun en skrantende bankkonto har i ny og næ været årsag til knager i mit blomstrende forhold til byen. 

Men jeg ved godt, det er slut. 

It's not you, it's me. Men jeg er endnu ikke klar til at indse det.

Som tiden rinder ud herovre prøver jeg desperat at klamre mig fast til hver lille detalje, jeg oplever. Jeg indprenter mig den hjemløse, der giver tilfældige turister vejvisning og gode råd i bussen, den hyggelige sniksnak mellem fremmede og sporvognens rute gennem Market St.  Jeg kaster mig ud i solen og prøver at suge al dens energi og uv-stråler, så jeg kan komme hjem og bare tilnærmelsesvis ligne en, der har opholdt sig i Californien i et halvt år. Og jeg bliver sørgmodig hver gang jeg besøger efterhånden gammelkendte steder og ufrivilligt må indse, at det nok er sidste gang jeg slendrer gennem netop den gade, spiser netop den mad eller møder netop de mennesker.   

San Francisco har været god ved mig. Det har været en dans på roser, lutter lagkage og hvad man ellers siger af herlige klicheer. 

Jeg har en mental scrapbog med hjem af uforglemmelige minder.  Jeg glemmer aldrig den imødekommenhed, venlighed og åbenhed jeg har mødt her. Eller hvor øm man kan blive i lægmusklerne af at gå "hen ad" en ganske almindelig villavej. 

Eller hvordan fodboldholdet Spikes desperat kæmper for bare en enkelt sejr. 

Eller hvor irriterende drikkepenge-systemet egentlig er. 

Eller hvor fantastisk godt en cheeseburger med fries smages klokken 3 om natten på Orphan Andy's. 

Eller hvor besværligt det egentlig er at komme med bussen helt til Richmond. 

Eller hvordan det er helt normalt at møde nøgne mænd, langbenede "kvinder" og kyssende rocker-bøsser på gaden. 

Eller hvor dejligt det er at lægge sig hen i Dolores og kigge på alle de underlige mennesker, der går på line, dyrker yoga og samler flasker i parken. 

Eller hvor lækkert det har været at spise på restaurant igen og igen, og kunne spise sig kampmæt i sushi for langt under 100 kroner. 

Eller hvor fedt det var at være til Britney koncert, og hvor sejt det var at Robert Redford lige kom forbi den lokale biograf. 

Eller hvor meget jeg har lært om lukkertid og blænde, San Francisco, fotos historie og Mellemøsten. 

Eller hvor usandsynligt mange valgmuligheder man havde i uni's kantine. 

Eller hvor skønt det er at bælle cosmopolitans til 80 cent på en mandag aften. 

Eller hvor fedt det var at fejre fødselsdag i Vegas. 

Eller hvor sjovt det var at trække i et mareridt af en 80'er promdress og tage til Oscar show. 

Eller, eller, eller....

Jeg kan blive ved. Men alt godt har det med at ende, siger man jo. 

På fredag drager Camilla og jeg mod LA. Fem dage er tilbage og så er det endegyldigt slut. Forhåbentlig kan jeg komme tilbage en dag. Men det bliver jo aldrig det samme. 

Så kære San Francisco. Jeg vil helst ikke sige det, men jeg bliver nødt til det. Det er slut. Det skal ikke længere være os to. It's not you - it's mig, der skal videre nu. Men du vil altid have en plads i mit hjerte.

nedtællingen er begyndt

Så er begyndelsen på enden for alvor ved at sætte ind. I dag var jeg til min første final exam. Det foregik i Visual Storytelling uden den store bævren eller nervøsitet. Ganske lige til multiple choice sag, der burde være i skabet.
På torsdag afleverer jeg mit foto-projekt, næste mandag er der San Francisco-eksamen (den bliver hård!) og torsdag den 21. runder jeg af med en eksamen i mit Mellemøst-fag (der bliver endnu værre). Og det var så det. VILDT! Jeg har mindre end to ugers skolegang tilbage! Men heldigvis har jeg jo stadig lidt tid til at lege sommerferie i byen før jeg helt daffer hjemad. Faktisk er der præcis en måned til min planlagte exit fra byen. Derefter står den på et par dages road trip, lidt storbyferie i New York og et par kolde dages naturoplevelser på Island, og så er jeg helt hjemme igen den 26. juni.

Hov. Jeg mødte forresten ingen kendis sidste onsdag... det var da i grunden mærkeligt. Men en af mine veninder mødte Tracy Chapman. Det må da tælle lidt.

Så mødte jeg lige Robert Redford...

Ja, sidste onsdag hang jeg jo ud med Britney, og denne onsdag var det så Robert Redfords tur til at løbe ind i mig. Den kære Robert, var et smut i Castro i forbindelse med den International Film Festival, der løber over lærredet for tiden. I Castro Theatre viste de i aften Butch Cassidy and the Sundance Kid og i den anledning kom den aldrende, rynkede og talentfulde skuespiller forbi biografen til et interview inden filmen.
Rebecca havde opstøvet af RR ville komme til mit hood, så vi løb op til biografen med hvert vores kamera dinglende om halsen. Vi nåede den røde løber lige i tid til at en knap så star-agtig SUV holdt ind til siden og ud kom aftenens hovedperson. Det var selvfølgelig et stort øjeblik.
Og nu kan jeg kun tænke på hvilken kendis, der er så heldig at møde mig næste onsdag...

en billed-update

Egentlig oprettede jeg i sin tid en blog for at kunne lægge billeder ud...
Nu har jeg så ikke haft et eneste fotografiskindslag siden den 25. februar, så det er vist på tide, at jeg viser lidt af det jeg har oplevet gennem de sidste to måneder.

Tilbage i marts tog jeg på en road trip til Arizona sammen med Maria (DK) og Carlijn og Eva (begge Holland).

Målet for turen var Grand Canyon. Min logik siger mig, at hvis man kører syd på og ind i landet, så burde vejret alt andet lige blive varmere. Men nej. Jeg skal tydeligvis ikke være meteorolog. De første dage kørte vi gennem stegendehed ørken, men da vi endelig nåede målet, begyndte det at sne! What?!! Det havde jeg ikke lige set komme, så det medbragte sommertøj, var måske ikke lige det mest optimale jeg kunne have smidt i kufferten. Men det gik og vi havde en god tur. Grand Canyon er et helt fantastisk syn! Især når det, som her, trækker op til uvejr.

På turen kom vi også forbi Sedona, hvor er der nogle meget berømte Red Rocks (jeg har aldrig hørt om dem....)

Så har jeg jo også haft besøg af mine kære forældre. Det var dejligt at se dem igen og få besøg i det hele taget. Jeg slæbte dem blandt andet med til en base ball kamp. ... og vi tog også turen til Alcatraz.

Påskedag var vi forresten forbi Dolores Park, hvor der var en utrolig farverig påskefest igang (det jeg har skrevet om på Parentes Slut), som I ikke skal snydes for:

Efter mine forældre forlod mig igen, havde jeg fire dage for mig selv, og så kom Hannah og Julie på besøg. Jeg har virkelig fået leget tour guide i april!

De første fire-fem dage de var her, var byen ramt af en hedebølge. Vejret var over 30 grader, så vi fik skrevet parkbesøg og is på programmet. Ellers stod ugen på shopping, utallige restaurantoplevelser, gay stand-up, BRITNEY koncert, mani-og pedicurebehandling, downtown, chinatown, mission, castro, Berkeley, bøssebarer, billige drinks, fest og en masse andet jeg har glemt.

Det sidste jeg skal fortælle om denne gang, er mit fotoprojekt. Som afsluttende opgave i mit photojournalism fag skal vi følge nogen eller noget gennem de næste par uger. Jeg har kastet mig over San Francisco Spikes, som er et bøsse-fodboldshold. Jeg syntes næsten, at jeg skulle beskæftige mig med the gay community på en eller anden måde, når nu jeg bor hvor jeg gør. De næste par uger følger jeg holdet til deres træning og kampe. Jeg har allerede været med til begge dele. Spillerne er enormt flinke, men der er ikke så mange løse håndled på billederne som man kunne have håbet...

Christina - nu i Parentes

Vil bare lige hurtig gøre reklame for mig selv - og for et nyt internet magasin. Anders Danielsen fra min gamle gymnasieklasse har sammen med to medstuderende fra RUC startet et magasin på nettet - Parentesslut, hedder det. Her kan man læse om 'virkelighedens parenteser' og dem der normalt ikke får playtime i medierne.

På dette fine site har jeg bidraget med en billedbåren historie fra påskesag i min lokale park. Så hvis I vil læse om, hvordan den mandlige "nonneorden" Sisters of Perpetual Indulgence tog krigsmalingen på og fik fyret op under en utraditionel påskefest i San Francisco, så følg linket:

http://parentesslut.dk/?p=1161#post-1161

It's Britney, bitch

Jeg har talt ned siden januar. 

Jeg har gennemlyttet seneste album ned til mindste strofe. 

Og jeg har holdt hyldest karaoke i Vegas. 

I gaar var det endelig aarets vigtigste dag - BRITNEY kom til byen. 

Ja. Den er god nok. Onsdag aften tilbragte jeg i selskab med selveste Britney Spears (og cirka 20.000 andre...) til et brag af en koncert. Til de faa uindvidede, hedder hendes senest album 'Cikus', hvilket selvfoelgelig er temaet for hendes tourne. Det helt store show var hevet frem: der var dvaerge, akrobater, dansere, jongloere, balancemennesker, ild, konfetti, cykler, stripperstange, karatemaend, halvnoegne mennsker, og selvfoelgelig cirkussets ring leader, hovedpersonen, popprinsesen over dem alle, Britney!

Det var kort sagt fantastisk. Maaske var det hele playback 0g maaske glemte hun lidt at bevaege laeberne ind i mellem, men hun og hendes mange dansere leverede et show, der fik salens pop-glade tilskuere til at hvine af fryd i naesten to timer. Det gjorde absolut heller ikke oplevelsen ringere, at vi af urangsagelige aarsager fik opgraderet vores billettter kvit og frit, saa vi faktisk kunne se, ikke bare noget, men stort set det hele (nu var det en rund scene,  saa det ville vaere loegn at sige, at vi kunne se alt...).

Desvaerre var der ingen adgang for kamerer, saa mit moede med frk. spears er ikke blevet foreviget. Men tro mig. Det var stort. 

Psycho bus og visit hjemmefra

Jeg vil lige starte med at undskylde manglen paa de tre sidste bogstaver i det danske alfabet. Sidder paa en af skolens computere... men jeg skal 'do my best' for skrive ord uden.

"The bus driver is not very helpful", sagde en asiatisk turistdame i gaar i bussen. Og det havde hun sandelig ret i. Vi, mor, far og jeg, var endt i bussen fra helvede. Bag rettet sad en chauffoer der kan faa Hitler til at ligne en engel i enhver nazi-film. Med sine stramme skindhandsker og over-size Ray Ban solbriller hamrede han speederen i bund gennem San Francisco's bakkede gader. Folk blev kastede rundt i bussen, mens han tydeligvis havde for travlt til at vente paa at folk fik sat sig ned. Da en hjemloes mand og hans vogn kom ind i bussen, faldt han med det samme ind over intetanende teenagepiger, mens hans vogn tippede rundt og hans mange indsamlede plastikflasker trillede rundt i bussen.
Den asiatiske dame kommenterede chauffoerens grad af service egenskaber, efter hun havde vovet at spoerge ham, hvor Union Square var paa ruten. Uden at ytre et ord pegede han paa skiltet over sig 'No conversation with the driver'.
Da turen efter alt sandsynlighed ville ende enten med et styrt, et crash et brag eller en kidnapning af alle passagerne, besluttede vi os for at flygte mens tid var. Og heldigvis. Det viste sig nemlig at vi befandt os i et rigtig hyggeligt kvarter, hvor det var muligt at indtage en Heinke og en cafe latte, mens vi fik styr paa nerverne.

Som I nok kan hoere, saa er min mor og far kommet! Herligt at se dem igen. Da jeg selv ankom i sin tid var jeg plaget af jetlag i flere dage, men de kom friske og veludhvilet. I stedet for at sidde klemt paa en ubehageligt plads i flyveren blandt de andre doedelige, var de heldige asner nemlig blevet opgraderet til 1.klasse, fordi flyselskabet havde overbooket turen! De var mere friske end jeg var loerdag aften i lufthavnen... De fortalte i lange baner om champagne, tre-retters menuer og flere meters benplads. Ren paradis i forhold til min tur herover, hvor der ikke engang var et fjernsyn paa den 17 timers lange tur. Ja, lidt bitter er man vel altid, men jeg tilgav hurtigt deres held, da det viste sig, at de havde tasken fuld af chokolade, easter eggs, piratos, gajoler og vitaminpiller (!). Mums!

Dagen efter kunne vi uden problemer kaste os ud i en flere timers sightseeing. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og jeg maatte sande, at sorte jeans og sko/sokker er en anelse for varmt i sommervejret. Vi bestemte os for at tage en tur til Golden Gate Bridge, men vi havde ikke lige fattet at bussen kun gik en gang i timen. Efter al for lang ventetid bestemte vi os i stedet for at tage et smut til den smukke havnefront, hvor vi gik en tur langs 'The Marina'. Frokosten indtog vi ved havnekanten under opsyn af gigantiske, sultne maager!
Det var paa turen tilbage til centrum, at vi fik den omtalte bustur. Aftenen endte med dejlig middag paa en fransk restaurant.
Uhhh det er godt at have besoeg.